Lokal Politik Nyheder

Det nye budget gavner Herning Syd!

Under overskriften:

Det nye budget gavner Herning Syd!

udtaler Venstres byrådsmedlem fra Karstoft, Ann Hovmøller til StakrogeInfo og Lyngposten.

På trods af Coronaens indtog i Herning Kommune er der også i årets budgetforlig blevet plads til midler til vores skønne landsbyer. Flere gode projekter møder støtte i dette års budget. F.eks. er det skønt at se, at byrådet har valgt at prioritere visionen om Ålandet. Et initiativ der bl.a. omfatter Arnborg, Karstoft, Sandet, Skarrild og Stakroge i et område, der vel at mærke er Danmarks mest vandrige. Jeg glæder mig meget til at se, hvordan ideen om den ønskede supersti kan videreudvikles. Det passer perfekt ind i en tid, hvor mange danskere tilsyneladende har fået øjnene op for, at naturen skal besøges og udforskes. Det vidner Skovsnogen også om. Det kan ikke være gået manges næse forbi, at denne sommer har været den bedste nogensinde for Skovsnogen. Derfor glæder det mig også, at byrådet har besluttet at bidrage med fem mio. kr. til et større byggeprojekt, der skal skabe attraktive og anvendelige rum indendørs såvel som udendørs for slet ikke at nævne de forbedrede parkeringsforhold. Både Ålandet og Skovsnogen passer godt ind i det arbejde, som tænketanken ”Landsbyer på forkant” har præsenteret. Bæredygtighed, innovation, grøn omstilling, samskabelse og meget andet har stor betydning, og det ved jeg, at også landsbyerne i Herning Syd prioriterer. Det gælder både, når der skal sorteres skrald i pilotprojekter, og når der skal afholdes arrangementer i samarbejde mellem byerne. Det er skønt at se, og jeg glæder mig til at se de nye projekter blomstre.