Stakroge

Der er brug for hjertestarter i Stakroge.

Stakroge Smede- og Maskinforretning ved Ivan Dam fik ophængt en hjertestarter i 2012, ved firmaets administration, hvor den er let tilgængelig.

Hjertestarteren har på det seneste været i anvendelse i to tilfælde. Når den har været brugt, skal den klargøres, inden den igen kan anvendes.

Det har skabt lokal debat, da det tager nogen tid, inden den kan meldes klar igen. Aktivitetshuset har tidligere ansøgt om en hjertestarter, men kom ikke i betragtning. Det er oplyst, at både SMS klubben og Stakroge Borger- og Idrætsforening nu har lagt billet ind på en hjertestarter til byen og at man kan forvente svar til marts.

Ingen kender jo behovet, så det debatteres nu, om man skal vente og se udfaldet af ansøgningerne, eller om man skal lave en indsamling og anskaffe en ny her og nu.

De to episoder har betydet, at der nu er kommet flere tilmeldinger til Hjerteløber ordningen, mens det stadigvæk er uafklaret, hvornår og hvordan der kommer en hjertestarter nr. 2