Lokal Historie Stakroge

Post Danmark rundt gennem Stakroge 2015

Cykelløbet gav anledning til følgende indlæg den 1. april 2017.

SIDSTE NYT FRA HJEMMESIDEN:

Tour de France til Danmark i 2020.

Nu kan Stakroge glæde sig til en ny cykelbegivenhed. Det bliver en af de helt store, da det nu efter 2 års diskrete forhandlinger endelig er faldet på plads, at prologen for Tour de France i 2020 skal foregå i Jylland.

Stakroge er blevet udpeget som startby og målet bliver i Billund.
Dansk Cykel Union blev så begejstret for byens arrangement i forbindelse med Post Danmark Rundt i 2015, at man har udpeget Stakroge som startby og da holdene hurtigt skal videre til Frankrig, har man valgt lufthavnsbyen Billund som målby.
Det bliver en hård rute på 104 km. i det sydjyske og langs den midtjyske højderyg og går naturligvis også gennem Vejle med den legendariske Kiddesvej.

På billedet præsenterer Finn Dormann Frandsen fra arbejdsgruppen en del af det kulinariske tilbud for Lars Lykke og en repræsentant for rytterne.

Løbsarrangørerne og den danske delegation kommer og beser de lokale faciliteter lørdag den 1. april kl. 13.00, hvor de skal se Stakroge Beboer- og Kulturhus og Aktivitetshuset. Formændene, Knud Tang og Henning Nyholm er enige om, at de har de helt perfekte rammer for deltagerne og man har allerede booket husene til de mange daggæster.
Det er især Beboerhusets nye køkken og mulighederne for hyggelig, inde- og udendørs madlavning ved Aktivitetshuset, der har arrangørernes interesse, da nogle af holdene kommer dagen før og selv vil tilberede måltiderne. Byens to madhold har også tilbudt at lave buffet med mange nationale retter, så de fleste kan få mad, helt som de er vante til.
Danske Seniorer Stakroge har påtaget sig at klare det praktiske med borddækning og opvask.
Henning Nyholm fortæller, at man udlåner Aktivitetshuset gratis, men han forventer at få et beløb til rengøringen. I Beboerhuset skal der tegnes kontrakt og betales den almindelige dagspris og hvis der ikke bliver gjort ordentligt rent, kommer det oveni, fortæller Knud Tang.
Den lokale arbejdsgruppe bag arrangementet har benyttet den gode mulighed, der opstod da Odense og Sønderborg faldt fra på grund af økonomien. Arbejdsgruppen fra Stakroge har været i kontakt med Bjarne Riis, da han sidste år var i Herning og med Lars Lykke, da han deltog i Post Danmark løbet for nogle år siden og de har begge støttet Stakroges ansøgning hele vejen igennem.

       

Bjarne Riis smiler, da han har støttet op hele vejen for at få touren til Danmark og nu er det endelig lykkes.

Statsministeren og Bjarne Riis deltager i planlægnings besøget lørdag eftermiddag. Lars Lykke kommer direkte fra møderne i USA og lander i Billund og Bjarne Riis kommer fra et familiebesøg i Tanderupkær hos sine svigerforældre.
Det er endnu ikke aftalt, hvem der får lov til at skyde feltet i gang i 2020, men arbejdsgruppen har peget på, at det vil være naturligt, at det bliver formanden for Stakroge Borger- og Idrætsforening.
Den lokale arbejdsgruppe kan ikke få armene ned og opfordrer alle byens borgere til at hejse flaget til besøget lørdag. Det bliver en hel lille fest, lyder det fra gruppen, og i 2020 bliver det en kæmpefest.
Hvis der er nogle, der vil hjælpe med at arrangere den store begivenhed, kan de sende en sms til Knud Tang eller til Henning Nyholm. God cykelfest igen i Stakroge i 2020, lyder det fra arrangørerne.

Arbejdsgruppen fra Stakroge har bedt om, at der bliver mere focus på misbruget og man er enige om, at byen også bliver tørlagt for alkohol i forbindelse med prologen.

Omtalen i Lyngposten.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *